Spørgsmål

 

[/learn_more]

Jeg har kørt knallert (almindelig lille knallert på gule plader) i mange år, men har hverken kørekort til knallert, traktor eller bil/mc. Må jeg fortsætte med at køre på min knallert efter den nye bekendtgørelse er trådt i kraft?

Nej. Du skal nu ha’, som minimum knallertkørekort, også selv om at du er fyldt 18 år.

 

Jeg har erhvervet mc kørekort - lille, som 18 årig i februar 2011. Kørekortet burde blive stort i februar 2013, og jeg har en Honda CBR 600 stående klar. Hvordan skal jeg forholde mig til den kommende bekendtgørelse?

Som jeg læser §139 i den nye bekendtgørelse, må du putte din nye Honda i mølposen. Som det er nu ( der er meget diskussion og tvivl om den nye bekendtgørelse, da den virker forhastet og sjusket) forbliver dit kørekort lille, indtil du er fyldt 22 år. Herefter kan du gå op til køreprøve på en stor mc, og først derefter må du køre stor mc. Dette betyder faktisk at man har lavet en lov med tilbagevirkende kraft – og det sker normalt meget sjældent. Jeg skal nok komme med tilføjelser, såfremt jeg får nye informationer.

Jeg har hørt, at reglerne for motorcykelkørekort vil blive ændre. Er det rigtigt?

Ja. En EU harmonisering er på vej. Fra januar vil reglerne vedr. hvor store motorcykler man kan erhverve kørekort på, blive ændret. Danmark har dog endnu ikke udformet den nationale udformning af denne regel – Så ingen af os véd helt hvordan det kommer til at se ud. Men indtil videre kommer det til at gå ud over det unge. Er du 18 må du højest køre på en mc med 125 ccm, og 15 hk. Efter 2 år, kan du gå til køreprøve på en større mc. består du prøven, har du ret til at køre mc med op til 48 hk. Efter yderligere 2 år, kan du gå til køreprøve på en stor mc, og få lov til at køre alle størrelser. Er du fyldt 24 år. kan du gå til køreprøve på stor mc fra starten af. Det er lidt underholdende, at man kun mener at en 18 årig kun kan administrere 15 hk på to hjul…. – hvor man vel primært er til fare for sig selv. Men man mener samtidig, at en 18 årig godt kan administrere at køre et vogntog med 500 hk, som vejer 40 tons…. – hvor man vel primært er til fare for andre.

Der går rygter om at køreprøven til motorcykel bliver ændret, og det derved bliver dyrere og sværere at bestå en køreprøve. Er det rigtigt?

Ja. Fra den 1. oktober 2008 er nye regler trådt i kraft igen. Nu skal der indgå de øvelser, som I gennemgår på banerne, i de praktiske prøver. Dette er vist udelukkende for at tækkes EU. Ønskede politiet virkeligt at højne niveauet for de køretekniske færdigheder, burde de selvfølgelig lave stikprøvekontrol på køreteknisk anlæg, så de kunne kontrollere undervisningen, og om det, i det hele taget, er en kørelærer der underviser! I skal, fremover til køreprøven, trække motorcyklen i halvcirkel, køre langsom slalom, lave u-vending, køre halvcirkel med diameter på 24 m. med mindst 30 km/t. undervige (50 km/t) med kontrastyring, katastrofeopbremse(50 km/t.) m.m. Disse prøver bliver gennemført fra Odense Manøvrebane i Havnegade. Det er tilsyneladende kun muligt fremover at komme til motorcykelkøreprøve om torsdagen. Jeg frygter lidt for ventetiderne. Samtidig er din køreprøve blevet 350 kr. dyrere, da du skal betale leje for banen. Et af de argumenter der har fulgt disse nye regler, er det stigende antal mc ulykker. Men selve udformningen af manøvrerne viser at politikerne har opgivet at gøre gennemsnitstrafikanten (bilist) mere opmærksom og moralsk ansvarlig, og i stedet for vælger at lægge kræfterne i at lære motorcyklisterne at undvige de biler der ikke overholder loven, og kører ud foran os. Desuden er det blevet et lovkrav at I skal være iført mc tøj, under undervisning.

 

Når jeg nu har øffet over de nye tiltag, bliver jeg nødt til at nævne at det helt klart også skiller bukkene fra fårene. De kommentarer jeg plejer at høre fra mænd, hvis koner skal have motorcykelkørekort ”Nej. Hun skal sgu ikke have det lille kørekort” Til dem har jeg dette svar ”Kom og bevis at du kan gennemføre den tekniske del af køreprøven i første hug – du må endda gøre det på din egen maskine, og så kan du bagefter fortælle hvor nem prøven er”!

Jeg har hørt, at man ved nogle køreskoler, kan få kørekortet billigere, hvis man kører 3 elever ad gangen.

Jeg har hørt det samme. Man indvilliger på den måde i en dårligere undervisning. Det at køre med 3 foran, kræver stort overblik (især hvis man kører bil bagefter), medmindre man bare kører nogle nemme ruter – I så fald lærer du mindre, og der er større chance for at dumpe den praktiske prøve. Og hvad så hvis der ikke er 3 elever, når du skal ud og køre – Bliver det så dyrere. Idéen er nok også at det er kørelæreren der fuldt ud bestemmer hvornår eleverne skal ud og køre. På det punkt er jeg måske lidt misundelig, da mine elevers køretimer ligger spredt ud over hele dagen, alle hverdage. Men er det ikke lidt underholdende at en køreskole reklamerer med at være villig til at gøre undervisningen dårligere, i en tid hvor der er fokus på stigende antal dræbte motorcyklister.

Skal man have læge erklæring, selv om man har erhvervet kørekort til bil, inden for det sidste år?

Ja. Indførelse af obligatorisk lægeerklæring ved erhvervelse af motorcykelkørekort kom i 2004. Før skulle man kun have læge erklæring, hvis ikke man havde bil kørekort. Når man har fået kørekort, skal man først til lægeeftersyn igen, efter man er fyldt år. Din lægeerklæring skal være godkendt til den kategori du ønsker kørekort i, inden for 3 måneder – ellers skal du ha’ ny lægeerklæring.

Er der virkeligt ventetider på en måned eller derover på køreprøver?

Det er, og har været i mange år, et tilbagevendende problem. Ventetiderne må ikke overskride 10 dage. Dette blev indført i 1999. Det blev hurtigt tolket til – 10 hverdage. De sidste måneder, har ventetiden i Odense været på over én måned. Ved sidste møde mellem Politi, Borgerkontor, Amu og kørelærere, tolkede politiet reglerne sådan ”at der ikke må være over 10 dages ventetid på en køreprøve i en region” Dvs. at så lang tid man kan finde en prøve i Svendborg eller Fåborg, er det ikke sikkert at det i det hele taget er muligt at bestille prøver i Odense… Beklager! At der fremover kun vil være motorcykel køreprøver 3 steder på Fyn, tyder ikke godt for ventetider.

Kan man tage mc kørekort på lynkursus hos dig?

Min undervisning er fastlagt fra du starter. Dit undervisningsforløb hos mig er fastlagt fra starten af, og er hurtigere i sidste ende, end dem der reklamerer med lynkurser. Jeg kalder det ikke lynkurser – Det er mit job, og det er derfor ikke i min interesse hvis det tager længere tid end højst nødvendigt. Dem, der ofte bruger betegnelsen ”lynkurser”, er ofte kørelærere der ikke er kørelærere fuldtid, eller i hvert fald har størstedelen af deres indtjening baseret på bilelever, og hvis størstedelen af deres indtjening kommer fra andre steder end mc undervisning, så prøv at gæt hvordan deres prioritering ligger. Og historier omkring weekend kurser er mindst 9 år gamle. Det er ikke længere tilladt at gennemføre undervisningen på mindre en 14 undervisningsdage (dage, hvor du bliver undervist i teori og/eller kørsel).

Skal jeg gennemføre et førstehjælpskursus før jeg kan få motorcykelkørekort?

Ja. Men kun hvis du ikke har bilkørekort i forvejen. Har du et bilkørekort, behøver du ikke førstehjælpskursus.

Skal elever køre med gule veste under kørsel?

Jeg har de gule veste, og hvis eleverne ønsker at bruge dem er de velkomne. Det kan være en god ting at bruge i de første par køretimer. Personligt undrer den trend med de gule veste mig lidt! Jeg synes at gul vest til en begynder motorcyklist er en god ting. Jeg synes at gul vest til en motorcyklist der kører på arbejdet i skumring i al slags vejr er en god ting. Og til Politi og vejarbejdere og knallert køreskoler. Men når alle inkl. stavgængere, jogginløbere, hundeluftere, knallertkørere, knallert 45 kørere, cyklister samt ovennævnte begynder at bruge vesten, mister vi effekten. Man vil ikke bemærke vestene længere, eller man vil måske ikke forbinde dem med noget man skal være særlig opmærksom på længere. Det kan have en meget uheldig effekt, især for motorcykelbetjente. – Så jeg er ikke modstander af de gule veste, jeg synes bare man skal bruge dem med omtanke. Men jeg synes at det er underholdende at størstedelen af de motorcyklister der bruger de gule veste kører med den model til 15 kr. fra Jem og Fix, i stedet for at investere i en der er designet til mc kørsel. Med det resultat at den flagrer rundt på kroppen, og for det meste kun er synlig bagfra (men det kan jo tænkes at de mener at de kører så forsigtigt at deres største fare er bagfrakommende køretøjer).

I synshallen siger de at det ikke er nødvendigt at syne min motorcykel når den er blevet droslet til 34 hk. ned, da jeg kun har det lille kørekort. Er det korrekt?

Desværre en påstand jeg har hørt flere gange. Hvordan kan politiet være sikker på, at den er neddroslet, når det ikke fremgår af motorcyklens registrering. Hvis ikke den er synet kan forsikringsselskabet nægte at dække i forbindelse med uheld, og politiet kan give dig en bøde for at køre på et køretøj, du ikke har tilladelse til. Køretøjer skal til syn hvis man ændrer deres ydelse med mere end 20 %. Og de skal altid til syn, hvis man drosler dem ned, i forbindelse med 34 hk. reglen. Det er bestemt ikke nok at medbringe dokumentation fra værksted på at neddroslingen er foretaget.

Hvad sker der, hvis jeg bliver stoppet på mc, inden jeg har fået mit mc kørekort??

Så får du en heftig bøde, men det er ikke sådan at du mister retten til at erhverve kørekortet. Det værste er ikke, hvis politiet stopper dig – Det værste er, hvis du kører galt. Der er ingen forsikring der dækker hverken motorcykel eller dig, eller andre du måtte skade, så det kan give dig faste regninger resten af dit liv. Jeg véd at det er træls at vente til at man har bestået køreprøven, især når politiet ofte har ventetider på en måned, både på teoriprøver og køreprøver, derfor er det vigtigt fra starten af, at planlægge forløbet med din køreuddannelse så meget som muligt.

Kan jeg tage kørekort på min egen motorcykel?

Ja. Men så skal den synes, forsikres og indregistreres som skolecykel. Og omregistrerer du den ikke efter du har bestået prøven, skal den til periodisk syn hver 2. år, så det var da utroligt besværligt at gøre det på den måde. Og skulle du vælte med en motorcykel i undervisningsforløbet, ville du sikkert have det bedst med, at det ikke er din egen!!!

Kan jeg miste retten til at køre bil, hvis jeg dumper min motorcykelkøreprøve?

Det tror jeg er noget at mange spekulerer over. Nej. Man mister ikke kørekortet selv om man dumper til X antal teori og køreprøver. Under selve køreprøven anses man for fører (i juridisk forstand) af køretøjet, så der er faktisk hjemmel for at frakende et bilkørekort, under en motorcykelprøve!!! Men jeg har aldrig hørt om det i praksis. De prøvesagkyndige er klar over at det er en prøvesituation, og at man ikke altid tænker eller reagerer rationelt under prøvestress.

Har det ikke meget med den prøvesagkyndiges humør at gøre, om man består køreprøven?

Nej. De prøvesagkyndige er professionelle. Det er deres job at bedømme prøver. De ser da hellere glade ansigter end det modsatte. Blandt de, over 1000 køreprøver jeg har haft, har jeg måske været uenig i 3 til elevens fordel. Der er måske nok flere prøver hvor jeg var forbavset over at eleven bestod, da jeg måske ikke har syntes at eleven har levet op til det kriterium der hedder bestået. Dette skyldes nok, at den prøvesagkyndige er god til at vurdere om dårlig kørsel skyldes eksamen skræk, eller manglende færdigheder. Elever er gode til at brokke sig, hvis ikke de består prøven. Man hører sjældent en elev nævne at han/hun måske burde være dumpet.

Jeg er blevet tilbudt at købe en køreskole motorcykel. Skal jeg holde fingrene fra den?

Ikke nødvendigvis. Kig på køreskolens motorcykler, og se om det ser ud til at køreskolen værdsætter motorcyklerne. Ind imellem får man den opfattelse, at nogle motorcykelkøreskoler hader deres motorcykler, siden de overhovedet ikke vedligeholder dem. Med lidt jævnlig vedligeholdelse, vand og sæbe og kærlig pleje, og de påkrævede eftersyn, er en motorcykel fra en køreskole ikke nødvendigvis et dårligt køb. Men kig på de andre motorcykler i køreskolen først, så du kan se om det bare er den ene der er pyntet til lejligheden. Du skal dog sikre dig at det ikke er elever der har kørt motorcyklen til. Det er meget vigtigt at de første 1000 km – 1600 km. er kørt rigtigt. Dette kan elever ikke altid koncentrere sig om.

Kan man skifte køreskole undervejs i undervisningsforløbet?

Ja. Det er dog ikke altid noget jeg vil anbefale. Men er du i en situation hvor undervisningen er mangelfuld, du er tvunget til at sidde sammen med bilelever, eller din kørelærer lader dig køre rundt på en lille motorcykel, på trods af at du skal have stort mc kørekort, eller din kørelærer prøver at lokke dig til at skrive under på at du er blevet undervist flere timer end du i virkeligheden er, kan, og bør, du selvfølgelig til enhver tid skifte køreskole – Jeg ville dog samtidig klage over den pågældende kørelærer til politiet, hvis jeg var dig, da det ovenstående drejer sig om lovbrud. Din kørelærer må på ingen måde tilbageholde dine papirer. Skyldes det dårlig kemi, mellem dig og læreren, eller at du skal flytte, er det også bedst at skifte køreskole. Det at tage kørekort skal helst være en god oplevelse. Er du klar over at den undervisning du har gennemgået i køreskolen ikke lever op til lovens krav, vil jeg anbefale dig at klage til politiet – Gør du ikke det, kan det ske at politiet en dag gennemgår kørelærerens arbejde, og finder fejl i din undervisning, og så kan du blive straffet. Det, at du skriver under på køretimer du ikke har haft, er dét der i lovens forstand hedder dokumentfalsk… En grim anklage at få!!!

Hvorfor gælder reglen, med reduceret timetal kun, når man har taget bilkørekort, og ikke når man har taget kørekort til lastbil, eller bus?

Det véd jeg ikke. Spørg lovgiverne. det er ikke alle regler der er logiske inden for denne branche – dog minder undervisning til bil og motorcykel mest om hinanden. (Loven om reduceret timeantal, bortfaldt den 1. juli 2012)

Jeg har fået frakendt mit kørekort, kan jeg generhverve det, ved at tage kørekort til motorcykel?

Ja. Dog kun hvis det er en betinget frakendelse. Ved en ubetinget frakendelse skal du generhverve kørekortet til bil, før du må tage motorcykel kørerkort. Hvorfor véd jeg ikke. Det må alle dage være bedre at tage motorcykelkørekort, med al teori, kørsel og lægeerklæring, end bare at bestå en prøve til bil, uden undervisningspligt – men sådan er reglerne. Har du fået en betinget frakendelse, kan du generhverve ved at udvide kørekortet til mc. Det foregår på samme måde som almindelig erhvervelse, dog med et højere prøvegebyr.

Jeg ønsker at tage kørekort til både bil og mc, kan det betale sig at tage det samtidig?

Ja. Dog ikke samtidig, men i forlængelse af hinanden. Du sparer 5 køretimer til mc, og lidt teoriundervisning. Jeg vil dog stadig undervise dig mere end de 8 køretimer uden ekstrabetaling, hvis du har taget kørekort til bil ved mig, eller Byens køreskole, da jeg føler at 8 køretimer er lidt i underkanten, hvis jeg skal lære dig lidt køreteknik også. Du kan selvfølgelig starte på begge kørekort samtidig, men det er en hård omgang. Det er sjældent at jeg underviser bilelever, så det er nok en fordel at tage bilkørekortet et andet sted.

Hvilken mc skal jeg købe når jeg lige har taget kørekort?

Det store spørgsmål. Her kan man ikke generalisere. Der skal selvfølgelig lidt mere rutine og erfaring til at føre en Hayabusa end en MZ 251 Fun. Det gode ved motorcykler sammenlignet med biler, er at de holder prisen bedre, så du kunne jo købe en lidt nemmere maskine og køre på det første år eller to. Ønsker du en maskine med noget træk i, og har du endnu ikke erfaringen, skal du selvfølgelig passe meget på. Tænk på, at en standard motorcykel accelererer lige så hurtigt som en Porsche 911 Turbo. Per Bruun Larsen plejer altid at sige ”Husk på, hvis du vil ud og køre råddent – Det kan være at den anden idiot også er ude og køre”!! Spørg, læs og snak med så mange mc folk som muligt. Den første mc køber man som regel på udseendet. Spørg din kørelærer, han burde vide en del om dette emne.

Min kæreste er ved at tage kørekort. Er det ikke dumt hvis hun tager det lille kørekort, når hun er fyldt 21?

Det kommer da an på hende. Det vigtigste er at man føler sig tryg ved det man kører på. Hvis ikke man føler sig tryg, bliver man aldrig rigtigt glad for at køre mc… og det er da dumt. Mange, især piger, opnår meget bedre rutine og køreglæde ved at starte med en let motorcykel. Piger er ikke fysisk lige så stærke som mænd, og skulle man vælte med en mc, oplever mænd og kvinder det meget forskelligt. – Kvinder gemmer mere på oplevelsen, og føler ofte, at de er dem der er dårligere til at køre mc end alle andre. Hvis en mand vælter med en mc, er det aldrig hans skyld… Det er motorcyklen, asfalten eller de andre trafikanter – men aldrig mandens egen skyld. Man kan også se det ved at kvinder omgående køber nyt tøj, hvis mc tøjet har fået ridser. Mænd viser (med slet skjult stolthed) deres gamle krigsskader, fra dengang de væltede med 180 km/t i Nørregade, fordi et andet fjols ikke kunne finde ud af at køre. Hvis jeg har fornærmet nogen ved at skrive ovenstående, er de selv ude om det!!!

Jeg er en pige på 50 år, der har fået den tossede idé at tage motorcykelkørekort. kan det lade sig gøre, eller er jeg for gammel.

Hvis du selv mener at du er for gammel, så kan det nok ikke lade sig gøre. Alder er ikke noget kronologisk, men et spørgsmål om hvor ung man føler sig, og hvor du er nået til i dit liv. Alt kan lade sig gøre, hvis man har den rigtige holdning til det. Er du helt vildt i tvivl, vil jeg anbefale dig at prøve at låne en af de små knallert 45, der har fodgear, og så, under kyndig vejledning selvfølgelig, prøve den et sted hvor der ikke er trafik. Den vejer selvfølgelig ikke så meget som en mc, men ellers minder den om motorcyklen, og det er lovligt at føre den med kørekort til bil. Hvis du kan køre 50 (rettelse – det er jo kun lovligt at køre 45) km/t på knallerten, og stadig smile, er du bestemt ikke for gammel til at køre mc. Men undlad at købe en motorcykel indtil du har prøvet at køre et par gange.

Hvor skal jeg forsikre min motorcykel?

Forsikring for motorcykel er en jungle. TopDanmark er i mine øjne nogle af de mest seriøse på området. Suzuki har lavet en forsikring i forbindelse med deres finansiering. Harley folk, skal helt klart kontakte Harley Davidson Klub Danmark. Finansierer du din maskine gennem Lloyd, kan den også forsikres der. Er du medlem af Touring klubben får du rabat ved TopDanmark. Er du medlem af Lærerstanden, kan du få en billig forsikring herigennem… Så noget enkelt svar kan jeg ikke give på ovenstående spørgsmål. Det er dog en god idé at tage sine forsikringer op til gennemsyn hver andet år. Dér kan være mange penge at spare.

Min kæreste SKAL have stort kørekort!

 

Det er faktisk ikke noget spørgsmål, men en orientering. Den holdning møder jeg ind imellem. Det er manden der skal bestemme hvad kæresten skal køre på, og han tror garanteret også at han er bedre til at bedømme om hun kan tumle en stor mc end mig. Et lignende spørgsmål er at finde andet steds på denne liste. Er du fyldt 21 bestemmer du selv om du vil have stort eller lille kørekort. Du kan prøve dig frem på manøvrebanen. Men hvis jeg efterfølgende vurderer at du kører for usikkert, eller ikke virker tryg på en stor mc, vil jeg da klart anbefale dig at tage det lille kørekort.

På et tidspunkt, havde jeg en heftig diskussion med kæresten til en af mine elever – ”Han ville …… ikke betale for et lille kørekort. Hvis hans kæreste ikke kunne få stort kørekort, skulle hun slet ikke have kørekort” Jeg synes det er en underlig holdning til sikkerhed. På en lille mc, kan du tillade dig at lave nogle fejl, som du ikke kan tillade dig på en stor mc. Hvis en stor mc vælter (ikke styrter – bare vælter) ned over benet på en pige er der chance for at den brækker hendes ben.

Hvis han mener han er bedre til at vurdere hendes køreevner end jeg er, på trods af at han ikke har set hende køre, så må han gi’ hende kørekort. Jeg vil forbeholde mig retten til at nægte at give et stort kørekort, hvis jeg vurderer at eleven ikke kan tumle en stor mc. Og hvorfor er det dog så vigtigt at det skal være et stort kørekort. Jeg spurgte pigen om hun havde købt mc, eller havde planer om et køb. Hun svarede nej. Mænd har utrolig travlt med at deres kærester absolut skal op på en stor mc. Hvorfor? Hvis man lader dem få lidt tid på en lille mc bliver de garanteret mere glade ved at køre motorcykel. Det har jeg utallige eksemplarer på. Omvendt har jeg også mange eksemplarer på piger der er startet på en, for stor, mc, og efter få måneder gider de ikke køre mere. Hvorfor mon?